Har du lyst til at arbejde med et barn, hvor en-til-en kontakt er i fokus, og søger du et meningsfuldt arbejde hvor din faglighed bliver bragt i spil? Så er dette måske dit nye job!
Om ordningen:
Vi søger 1 aflaster til vores team hos Vilma på 13 år. Vilma er en sød og kærlig pige med behov for særlig støtte, da hun er født med Emanuel Syndrom.
Vilma bor med sin familie tæt på Fields og offentlig transport.
Da Vilma har svagt immunforsvar, er det vigtigt med så få mennesker i hjemmet som muligt. Vilma hjemmetrænes og er blevet det siden 2013, og går ikke i institution.
Foruden alt det sjove og livsbekræftende arbejde med Vilma, vil der være opgaver af praktisk karakter, da Vilma har brug for hjælp til alt: kommunikation, bevægelse på gulv, spise, drikke, lege og hjælp til personlig pleje - alt med øje for, at hun inddrages mest muligt. Vilma sidder i kørestol, men bevæger sig i hjemmet på gulvet på maven.
Det er en fordel hvis du har erfaring indenfor området, men der vil uanset hvad være oplæring i rutiner og diverse fra Vilmas meget søde forældre. I denne ordning har du mulighed for at erhverve dig en masse kompetencer som du senere kan bruge andet sted.
Hvem er du?
Vi søger 1-2 aflastere, der har lyst til at bruge tid sammen med en sød og glad lille pige. Du skal have et kærligt sind, men også være i stand til at skabe struktur og trygge rammer.
Du skal være fysisk stærk (da der kan forekomme forflytninger), være tålmodig og have lyst til at indgå i en lille families hverdag med alt hvad det indebærer af både kaos og kærlighed. Du er desuden mødestabil og har lyst til at arbejde med Vilma på en selvstændig måde. Sidst men ikke mindst, har du let til smil og kan se dig selv i jobbet i lang tid fremover.
Ansættelse og vagter:
Vilma og familien har lige nu fået bevilget, hvad der svarer til 46 timer pr. uge. Disse timer ønskes som udgangspunkt placeret eftermiddag/aften på hverdage, samt nogle af dagstimerne i weekender. Timerne deles mellem dig og familiens andre aflastere for at imødekomme familiens behov bedst muligt. Da det på sigt også vil være muligt at varetage Vilmas hjemmetræningstimer, vil du kunne få mellem 10 og 30 timer pr. uge.
Skriv gerne i din ansøgning, hvor mange timer pr. uge du kunne være interesseret i.
Som ansat i Olivia Danmark bliver du omfattet af overenskomst med FOA, og er derfor sikret en række grundvilkår. Din grundtimeløn fastsættes til Løntrin 15, som for nuværende tidspunkt udgør kr. 160. Der vil være tillæg efter klokken 17, samt i weekenden.
Vi kalder løbende til samtale, så tøv ikke med at sende din ansøgning allerede i dag – vi glæder os til at høre fra dig!