Viktor er en glad og energisk dreng på 8 år der går i 2. Klasse på en specialskole i Randers. Han bor sammen med sine forældre (mor og far) samt sine 2 storesøstre. De har både kat og hund.
Viktor har moderat-svær autisme og en mental retardering af lettere grad. Det betyder at Viktor ikke er aldersvarende i sin udvikling og at han har brug for 1 til 1 støtte og guidning i alle hverdags aktiviteter. Han har også brug for at blive passet rigtig godt på, så han ikke kommer til skade eller bliver væk.
Han har store kommunikative udfordringer, men har en del sprog, som dog er atypisk og meget konkret, han er gestalt sproglærer. Så man skal lige lære Viktor at kende for 100 procent at forstå ham.
Viktor har rigtigt god gavn af piktogrammer og struktur i hverdagen.
Viktor er meget sansesøgende og kan godt lide at bruge kroppen fysisk og have bare tæer. Han er dog også sansesensitiv på nogle områder, f.eks. høje lyde, mærker i tøj, pludselig berøring fra mennesker han ikke kender og berøring af håret.
Viktor knytter sig stærkt til sine nære omsorgspersoner og er glad for knus, øjenkontakt og har masser af humor og kan godt lide at lave sjov.
Viktor er dog godt i gang med at lære at blive mere selvhjulpen i mange ting og kan med verbal guidning spise selv, tage tøj af og på, og er renlig. Han bruger dog ble om natten.
En vagt sammen med Viktor vil mest bestå af tid i hjemmet og i haven men også en tur ud af huset.
Hvis man har Viktor en hel dag i en weekend, vil det være to ture ud af huset, en formiddag og en eftermiddag
Familien stiller bil til rådighed. (kræver derfor kørekort)
20 timer pr måned. Dette aftales med familien hvornår timerne skal ligge. Det kan både ligge i hverdagsaftner og weekender.
Ansøg stillingen hurtigst muligt eller inden deadline. Vi kalder løbende til samtale, så skriv gerne til os i dag.
Har du spørgsmål til jobbet, er du velkommen til at kontakte Tenna Madsen på mail tem@oliviadanmark.dk
Vi ser frem til at høre fra dig.