Pædagog søges: Skab tryghed og stabilitet for vores hesteglade 12-årige datter (Hinnerup -Favrskov)

Vi søger en nærværende, rolig, sprudlende og kompetent voksen, der kan være den faste støtte i vores datters hverdag – både i de sprudlende stunder og når angsten fylder.

Vi er en familie i Hinnerup (Søften), der søger en dedikeret aflaster til vores datter på 12 år. Stillingen er på 37 timer om ugen og skal bidrage til at skabe en stabil hverdag for vores datter, med en anden voksen end os forældre, samtidig med at det giver os mulighed for at gå på arbejde. Der vil være stabile uger med en del skolegang, hvor du i skoletiden kun skal være tilgængelig for opkald og beskeder og klar til at træde til. Og hjemme hos os inden og efter skole. Der vil også være perioder med mindre skolegang, hvor I er mere sammen.

Når du er sammen med vores datter er du i vores hjem (eller I er på tur). Når du er til rådighed for vores datter i skoletiden, er du i eget hjem/tæt på skolen og vores hjem. 

Om vores datter

Vores datter er normalt begavet, social kompetent og besidder en fantastisk humor. Men udtørres af stimuli og krav. Når hun er i trivsel, er hun aktiv, kreativ og utrolig dygtig til at bruge sin krop – hun elsker ridning, akrobatik og at hoppe på trampolin. Hendes allerstørste passion er vores tre heste, som er hendes et og alt. De to står hjemme hos os og én står på rideskolen, hvor du også ville skulle komme. 

Vores datter er diagnosticeret med GUA, ADHD og angst. Det betyder, at hun i perioder kan blive meget overbelastet, har brug for ro, hjælp til at arbejde med forestillingsevnen og blive reguleret følelsesmæssigt. Hun bruger mange kræfter på at passe ind i sociale sammenhænge, hvilket ofte resulterer i maskering, hvor hun gemmer sine udfordringer, indtil hun kommer hjem til sin trygge base. Her kan hun få verbale udbrud og blive vred, hvilket kræver en voksen, der kan stå roligt i stormen uden at tage det personligt. Men i stedet lytte omsorgsfuldt og med forståelse og hjælpe med regulering. 

Din rolle og opgaver

Din primære opgave er at være den gennemgående tryghedsperson i hendes dagligdag foruden os forældre:

Morgen og skolekørsel: Du skaber en rolig start på dagen i vores hjem, når vi kører på job, og kører hende i skole, når/hvis hun er klar.

Tryghed på distancen: Mens hun er i skole (i den lokale folkeskole), er du "standby" og klar til at hente hende, hvis dagen bliver for svær, og hun har brug for sin trygge base derhjemme. Standby kan både være, hvis hun har brug for at komme hjem før tid, men kan også være i form af at svare på beskeder eller opkald, som hjælper hende med at blive tryg eller sikre regulering på afstand. 

Eftermiddagshygge og aktiviteter: Du henter hende i skolen og er sammen med hende efter skole, hvor fokus er på samvær, hygge, motivation og ro. Det indebærer ofte tid hos hestene, som er hendes frirum og hjælper hende med at blive reguleret. 

Relationel støtte: Du skal kunne guide ift. samtaler/sms'er med andre børn og give hende plads til at tale frit fra hjertet, når tilliden er bygget op. Og så skal du turde give så meget af dig selv, at I får en nær relation.

Hvem er du?

Vi leder efter en profil, der kan spejle vores datters energi med højt humør, let til grin, hyggeligt samvær, sjove ideer og lyst til krea. Som samtidig er stabil og rolig. når følelserne hos vores datter er store og skal reguleres.

Hestekyndig (Krav): Du skal have erfaring med at omgås og ride heste (ikke i din arbejdstid) og have lyst til at deltage i denne del af hendes liv. Det vil være en fælles interesse og her I har jeres afgørende 'fælles tredje'.

Pædagogisk velfunderet: Du har erfaring med eller stor forståelse for/indsigt i arbejdet med autisme, ADHD og angst.

Motiverende frem for kravsættende: Du forstår at guide gennem motiverende samtaler frem for at stille krav.

Personlighed: Du er sprudlende, udadvendt og har et smittende humør, men besidder også en indre ro og tålmodighed.

Praktisk: Du har kørekort og egen bil til rådighed.

Vi tilbyder

En fuldtidsstilling på 37 timer pr. uge med fast skema. Timerne ligger mellem 7.30 og 17. Vi forestiller os f.eks.:

Mandag og fredag: 08.00 - 15.30

Tirsdag, onsdag og torsdag: 08.00 - 16.00

Du vil få en grundig oplæring i hjemmet i en længere periode af os forældre, så vi sikrer, at både du og vores datter føler jer helt trygge ved hinanden, før du starter for alvor.

Praktisk information:

Opstart: 01.04. 2025
  

Ansøgning og kontakt 

Ansøg stillingen hurtigst muligt eller inden deadline. Vi kalder løbende til samtale, så skriv gerne til os i dag.   

Har du spørgsmål til jobbet, er du velkommen til at kontakte Tenna Madsen på mail tem@oliviadanmark.dk eller telefon +45 93 10 08 14

Vi ser frem til at høre fra dig.

Ansøg
Del i dit netværk Del på Facebook Del på X Del på LinkedIn Udskriv Tip en ven
Frist:
Stillingskategori: Pædagog
Arbejdstid: 08-16
Kontaktperson:
Tenna Madsen Områdeleder +45 93 10 08 14
Olivia Danmark
Hørkær 20, 2. sal, 2730 Herlev
Telefon: 88 88 71 71
CVR 27 98 32 35
info@oliviadanmark.dk